§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning.

Straffeloven §13, jf. lovbekendtgørelse nr. 1294 af 7. november 2025. Kilde: retsinformation.dk

Hvad betyder det i praksis?

Hvis du bliver truet eller på anden måde udsat for et overhængende angreb, har du efter §13, stk. 1 ret til at udøve nødværge. Betingelsen er, at dit selvforsvar står mål med angrebets farlighed — går du hen og gør mere skade end nødvendigt, er det pludselig dig, der udøver vold. Samme paragraf giver også ret til at hjælpe andre i nødværge, eller til at forhindre tyveri og hærværk.

Er du gået for hårdt til værks i dit selvforsvar og har skadet angriberen, kan du alligevel gå fri, hvis det kan begrundes med den skræk eller ophidselse, angrebet udløste (§13, stk. 2).

Møder du nogen i færd med at begå en forbrydelse — f.eks. et indbrud — har du efter §13, stk. 3 ret til at anholde vedkommende og pligt til at aflevere personen til politiet. Det er den samme ret, private vagter bruger, når de tilbageholder en butikstyv; som borger har du de samme rettigheder.

Det er en god idé at have vidner, hvis du senere skal overbevise en dommer om, at retten var på din side — en overfaldsmand vil ofte selv hævde at være offeret. Er du kommet til at skade angriberen, har du desuden pligt til at hjælpe vedkommende, jf. §250 og §253 — det er strafbart ikke at hjælpe en person i livsfare, uanset årsagen dertil.

Andre relevante paragraffer

§ 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Straffeloven §14. Kilde: retsinformation.dk

§ 15. Handlinger foretagne af børn under 15 år straffes ikke.

Straffeloven §15. Kilde: retsinformation.dk

§ 250. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

Straffeloven §250. Kilde: retsinformation.dk

§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader 1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller 2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke. Stk. 2. Med fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder stk. 1 i forbindelse med flugt fra et færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet betydelig personskade.

Straffeloven §253. Kilde: retsinformation.dk

Denne side er alene til orientering og er ikke juridisk rådgivning. Er du i tvivl om en konkret situation, bør du kontakte en advokat eller politiet.